Tjekket ser tilbage – appen ser frem
Når du uploader din elregning her på siden, regner vi den efter med periodens priser og regningens egne vilkår. Så ved du, om du har betalt det, du skulle, og om en anden elaftale havde været billigere. Men regningen er historie, når den lander i din indbakke. Elprisen skifter fra kvarter til kvarter, og det, du betaler næste gang, afhænger af, hvornår på døgnet strømmen bliver brugt.
Derfor giver det mening at holde øje med prisen mellem regningerne. Ikke for at stirre på en graf hele dagen, men for at vide, hvornår strømmen er dyr, og hvornår den er billig – og for at opdage i tide, hvis prisniveauet flytter sig.
Den samme pris som på regningen – minus elselskabets del
På regningen står prisen delt op i linjer: spotprisen, netselskabets tarif, Energinets tariffer, elafgiften og moms – og elselskabets eget tillæg og abonnement. Kender du ikke alle linjerne, gennemgår vi dem i forstå din elregning.
Appen samler den første del i én pris for dit postnummer: spotpris, nettarif, Energinets tariffer, elafgift og moms. Det er netop den del, der skifter hen over døgnet. Elselskabets tillæg og abonnement står ikke i appens pris; de afhænger som regel ikke af tidspunktet, og dem har dit tjek allerede vist dig.



